Roser kommer i alverdens farver, med og uden duft, høje, lave, buskede og i klatreudgaver. Det kan være svært at vælge – måske særligt fordi de fleste roser kræver nogen pasning for at de trives. Vi har samlet en række gode råd til pasning af roser – både i have og i krukker.
Plantning og pasning af roser i haven
Når du skal plante roser i haven, anbefaler vi at du blander rosenjord med almindelig muld i forholdet 1:3. Roser er generelt glade for lerholdig jord, da denne jordtype holder godt på fugten. Har du en have med meget tør jord, så spæd gerne op med mere fugtholdig jord eller blande lergranulat i. Eller du kan vælge andre planter, der trives godt i den tørre jord.
Generelt er roser meget glade for rigelige mængder vand. Det hjælper dem til at opretholde en sund vækst og deres naturlige forsvar mod svampe og andre sygdomme. Vand altid dine roser meget den første periode efter plantning. Det medvirker til at roserne får en god start på det nye sted, og at planten derfor trives nemmere.
Roser placeres generelt på en solrig placering, og gerne op mod 5-6 timers sol om sommeren. Nogle sorter kan dog trives i både halvskygge og skygge.
Plantning og pasning af roser i krukker
Hvis du vil have roser i krukker, er det vigtigt at du tænker over hvilken rose og hvilken krukke du anskaffer til formålet. Rosenrødder søger dybt ned i jorden, og derfor skal du helst vælge en krukke med en god højde. Derudover er det essentielt at der er god dræning i krukken. Dette kan eksempelvis gøres med vækstler, som giver luft og kan suge overskydende vand til sig, så rosens rødder ikke står i vand og rådner. Lecakugler er ideelt til frostsikring og dræning af krukkerne. Kom gerne 5-10 cm. i bunden.
Her er vores bedste tips og tricks til plantning og pasning af roser i krukker:
- Vand, vand og vand. Roser og andre planter i krukker kræver generelt en del vanding. Vand ekstra meget i det første stykke tid efter plantning.
- Gød dine roser med rosengødning. Flydende rosengødning som blandes med vand er særligt godt, da du på den måde vander samtidig.
- Plant altid din nye rose 5-10 cm. dybere end de står i potten man køber dem i. Det er vigtigt ift. at podestedet kommer under jorden.
- Brug ikke koncentreret rosenjord i krukker. Du risikerer at det bliver for kraftigt med rosenjord. Brug almindelig jord og gød med rosengødning i stedet.
Gødning af roser
Gødning af roser kan ske fra marts til begyndelsen af august. Denne periode kaldes vækstsæson, og er den tid på året, hvor roserne vokser og har brug for energi til at sætte skud og blomster. Gød gerne hver måned i vækstperioden. Du bør ikke gøde om vinteren – det er spild, da roserne er i dvale.
Beskæring af roser
De fleste roser kan (og mange bør) beskæres. Dette gøres i foråret, når der ikke længere er udsigt til længere perioder med hård frost. Enkelte nætter med frost gør ikke noget. Det plejer at passe med slutningen af marts eller starten af april. Roserne beskæres over udadvendte skud – dvs. skud, der peger væk fra centrum af planten. På den måde får rosen en flot og fyldig “krone”.
Her er vores bedste tips og tricks til beskæring af roser:
- Moderne roser (bunddække, buket, storblomstrende og engelske roser) skal klippes langt ned for at de holdes unge og undgår sygdom. Gerne ned til 25-45 cm. Beskæring kan ske fra omkring slutningen af marts, hvis der ikke er udsigt til hård nattefrost i en længere periode. Som huskeregel kan man gå efter at beskære omkring Dronning Ingrids fødselsdag d. 28. marts. Mange husker på Dronning Margrethes fødselsdag d. 16. april, men ved de mildere vintre er dette lidt sent, da roserne allerede er godt i gang med væksten.
- Klip 0,5-1 cm. over skuddet / vækstpunktet.
- Slyngroser og klatreroser behøver man ikke klippe så meget, men de kan godt beskæres, hvis man synes de er blevet for store. Man kan med fordel klippe lidt ind mod hovedstammen.
- Klip døde grene og skud af dine roser, og undgå at grenene gnider sig op ad hinanden, da det giver større risiko for svampeangreb.
- Roser kan generelt klare hård beskæring, så du skal ikke være bekymret for at tage for meget af dem. Buskroser og historiske roser kan klippes ca. 1/3 tilbage. Hvis de er nyetablerede bør de ikke klippes for hårdt tilbage i starten.
Hvilke roser er gode for insekter?
Der er meget fokus på biodiversitet, hjemmehørende arter og at planter skal være insektvenlige. Nedenfor har vi samlet en liste over de roser, som insekter generelt er meget glade for. Fælles for dem er, at de er enkle eller halvfyldte roser, da insekterne bedre kan komme ind til blomsternes nektar ved disse sorter.
Følgende sorter er eksempler på roser, som er gode til insekter:
- Astrid Lindgren
- Diamond Ice
- Rosa pimpinellifolia ‘Aicha’
- Rosa rubiginosa (også kaldet æblerose)
- Rosa canina (også kaldet hunderose)
Vores tre havecentre har lidt forskelligt sortiment, så ring endelig til dit lokale Grønne Hjem havecenter, hvis du leder efter en specifik sort.
Roser til sommerhuse
Vi har ofte kunder, der ønsker at plante roser på deres sommerhusgrunde, men er meget i tvivl om hvilke, de skal vælge grundet sandet jord og at de ikke er der så ofte. Vi har samlet et par foreslag på roser, der er hjemmehørende for Danmark. Disse roser er vandt til både sandet og leret jord, og kan klare det danske vejr uden at blive passet så ofte. Husk dog altid, at nyplantede roser skal vandes en del det første stykke tid.
- Rosa pimpinellifolia ‘Aicha’. Kaldes også “klitrose” og varianten ‘Aicha’ får smukke, gule blomster med kraftig duft.
- Rosa canina. Kaldes også “hunderose” og er særligt udbredt i det østlige Jylland. Rosa canina får sart lyserøde til hvide blomster, der er enkle og meget åbne. Rosa canina er desuden modstandsdygtig overfor bid fra kreaturer og andre større planteædere, så hvis du har meget råvildt omkring dit sommerhus, er denne ideel. Læs mere om Rosa canina hos Miljøstyrelsen.
- Rosa rubiginosa. Kaldes også “æblerose” og er en af de mest plantede vildroser i parker og haver herhjemme. Denne rose har en svag duft af æbler. Der er lidt tvivl om hvorvidt den altid har været hjemmehørende i Danmark, eller om den er bragt hertil inden for de seneste mange hundrede år, men det er en populær vildrose, der trives godt i vores klima og er meget hårdfør. Læs mere om Rosa rubiginosa hos Miljøstyrelsen.
- Rosa rugosa ‘Hansa’. Mange har nok hørt om sorten Rosa rugosa som en invasiv art, der kan true de hjemmehørende arter. Det er helt korrekt, og du kan finde Miljøstyrelsens faktaark om Rosa rugosa her. Det er dog muligt at købe Rosa rugosa, som er podet på en anden rosenstamme, så rosen ikke sætter rodskud. På den måde kan du nyde de velduftende blomster, uden at bekymre dig om, om rosen spreder sig.
OBS: Hvis du ikke er i dit sommerhus meget ofte, så bør du undgå at plante roser (og andre planter) i krukker. Risikoen for udtørring er for stor, og det vil være ærgerligt at skulle plante nyt hver gang man tager i sommerhus.
Hvilken rose skal man vælge?
Hvilken rose du skal vælge afhænger naturligvis af dine personlige præferencer. Vi vil meget gerne hjælpe dig med at vælge den helt rigtige rose. Du kan starte med at stille dig selv følgende spørgsmål, så du får en ide om hvilke roser du går efter:
- Skal rosen dufte?
- Hvilke(n) farver kan du bedst lide?
- Må den klatre?
- Skal den være stor eller lille? (hvor stor må den blive)
- Skal den stå i haven/direkte i jorden eller plantes den i krukke?
Når du har dette på plads, bliver det nemmere for os at guide dig til den rigtige rose.